Hvidovre CK sejrede i 4 km-hold i Ballerup Super Arena torsdag aften

 

Favoritholdet til klubkonkurrencen i 4 km holdforfølgelsesløb, Team Odense Energi, trak sig fra deltagelsen i 4 km holdforfølgelsesløb, da to af holdets ryttere af landstræner Heiko Salzwedel ikke kunne få ”fri” til holdløb fra den igangværende træningslejr med henblik på  World Cup i Manchester i næste uge. 9 hold stillede derefter til start i 4 km holdkonkurrencen, og finalen blev et opgør mellem Hvidovre CK og DBC, hvor Hvidovre indhentede DBC kort før mål. Hvidovre’s hold bestod af Martin Hammer, Henrik Parbst, Lars Schmidt og Flemming Fisker, og i den indledende tidskørsel kørte holdet i den udmærkede tid 4 min. 46,35 sek. DBCs hold bestod af brødrene Kim, Jan og Morten Ryan Hansen samt sprinteren Kasper Jessen, og i deres indl. tidskørsel benyttede de tiden 4 min. 53,26 sek. for de 4 km.

10 km derny-pace gav på ny suveræn sejr til Daniel Kreutzfeldt paced af Bjarne Ingemann foran Jesper Mørkøv og Jacob Dyrgaard. Et tilsvarende løb for junior/ungdom over 7,5 km gav sejr til Sebastian Lander paced af Jan E. Sørensen foran Emil Hovmand og Jacob Mørkøv.

Den australske juniormester, Duane Johansen, der i øvrigt taler dansk og har danske forældre, og som til hverdag bor i Perth i West-Australien, vandt hele 3 løb. Først sejrede han klart i elitens scratch race over 5 km, derefter i et 16 omganges pointshandicap, og endelig i det afsluttende 35 minutters parløbshandicap sammen med Steffen Overgaard. Johansen/Overgaard havde ganske vist 2 omganges forspring, men de sluttede alene i spidsen 1 omgang foran brødrene Nicola og Dejan Aistrup, som startede med 1 omgangs forspring, samt Mads Bugge/Thomas Kristiansen, der startede med 0 omgangs forspring. Bugge/Kristiansen fik som feltets bedste par kørt 1 omgang ind på deres nærmeste konkurrenter, men de skulle have vundet endnu en hvis sejren skulle have været i hus.

 

 

Venlig hilsen

Dansk Bicycle Club

Ole Kjeldsen