Torsdag den 18.januar 2007
Årets første DM på bane til Roskilde CR/Team DCR Junior
Torsdag aften kørtes i Ballerup Super Arena om juniorernes DM i 4 km holdforfølgelsesløb. Det blev en klar sejr til det mixede hold fra Roskilde CR/Team DCR Junior bestående af Mikkel Lund, Mikkel Schiøler, Niki Byrgesen og Patrick Henriksen, som i indl. tidskørsel kørte i den flotte tid 4.29,41. I finalen indhentede vinderholdet holdet fra Distrikt Sjælland B, som lidt overraskende var kommet i finalen på trods af styrt og omkørsel i indl. tidskørsel. Dette hold benyttede i alt 5 ryttere, Sebastian Lander, Samuel Ravn, Kristoffer Schjønnemann, Niels Olsen og Emil Hovmand. I kampen om bronzemedaljerne blev det til kneben sejr til Distrikt Sjælland A, som bestod af Rasmus Quaade, Michael Kjærgaard, Thorvald Larsen, Michael Schön og MortenDyrkilde, og som i bronzematchen sejrede i 4.43,31 mod 4.44,72 til Distrikt Jylland Fyn A bestående af Johannes Ollerup Sall, Matias Greve, Asbjørn Krag Andersen og Jeppe Gade.
Daniel Kreutzfeldt, Team Odense Energi viste sig som derny-specialist 2 gange i løbet af aftenen. Først sejrende han i 10 km derny-pace i 10.08,24 klart foran holdkammeraten Jakob Dyrgaard og Thomas Dalsted, ABC. Senere på aftenen, hvor elitens parløb over 45 minutter blev afsluttet med 15 minutter efter derny-motor for de 6 bedste par, var især Kreutzfeldt men også Dyrgaard overlegne og de vandt parløbet med 2 omgange foran Jannik van Dijk/Philip Nielsen, Mads Rydicher/Thomas Kristiansen samt brødrene Nikola og Dejan Aistrup.
Junior/ungdomsrytterne kæmper om startpladserne i deres 3-dagesløb under det kommende 6-dages, og torsdag aften kørte de et 15 km parløb som blev vundet af Sebastian Lander/Samuel Ravn foran Patrick Henriksen/Rasmus Quaade og Rasmus Thomassen/Kristoffer Schjønnemann.
Et 10 km parløb for samme kategori gav sejr til Mathias Dige Bach/Sebastian Nielsen.