Bent Röder – 70 års fødselsdags- og afskedsreception

 

Bent Röder, næstformand i Dansk Bicycle Club, fylder 70 år den 9. december. Bent har faktisk kørt cykelløb engang, idet han midt i 50’ernes kørte på landevej i Lyngby Cycle Club samt et enkelt år på cykelbanen i Ordrup. Som så ofte dengang satte militærtjenesten en stopper for cykelkarrieren, og efter endt militærtjeneste ventede erhverslivet som varmeinstallatør. Senere som medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse fik Bent Röder igen berøringsflade til sporten, herunder Ordrupbanen, og i 1993 blev han indvalgt ind i DBCs bestyrelse.

I forbindelse med salget af Ordrupbanen og byggeriet af Ballerup Super Arena kom Bent  til at spille en vigtig rolle for DBC, bl.a. deltog han på clubbens vegne deltog i alle byggemøder omkring den ny bane og Arena. Ved omstruktureringen i DBC i 2001 i forbindelse med opstarten i Ballerup blev Bent Röder formand for clubben frem til slutningen af 2005. I det sidste år har han været næstformand, men trækker sig fra bestyrelsesarbejdet ved generalforsamlingen få dage efter sin 70-års dag. Den runde fødselsdag og afsked med bestyrelsesarbejdet markeres ved en reception torsdag 7. december kl. 15-17 i Sportscafeen (lige ved siden af Arenaen), Ballerup Idrætsby 6, 2750  Ballerup. Alle er velkomne.