Vejen til VM for veteraner i Manchester 2006.
For tid tilbage i det sene efterår, talte vi om at det kunne være sjovt at tage til VM for veteraner i Manchester. Det var Kim der havde hørt om stævnet, og ikke mindst Claus, som selv har deltaget tidligere. Efter en del snak tog vi beslutningen om at melde os til. Desværre måtte Claus melde fra, kort tid før stævnet. Claus styrtede under VM (på landevej) i Østrig. Skaden, et brækket kraveben, kunne ikke nå at hele og et af bud var nødvendigt.
VM stævnet
Stævnet blev holdt på cykelbanen i Manchester, hvor også det nationale center for banerytterne ligger. Cykelbanen, eller Velodromen som det hedder i England, er alene bygget til og for banecykling. Den er derfor designet og indrettet optimalt til træning og stævner. Det havde stor betydning for afviklingen af et stævne, hvor der deltog over 470 ryttere i alderen 30 til over 70 år.
På trods af det overvældende antal deltagere og hjælpere, lykkedes det på bedste vis at afvikle stævnet. Hertil kommer, at der også var gode muligheder for at træne på banen og dermed lære den at kende. At der var en god organisation og planlægning bag mærkede vi allerede ved tilmeldingen. Det foregik via en hjemmeside, ligesom bestilling af træningstid, massage og betaling også foregik online. Det virkede, og vi var aldrig i tvivl om noget. Op til stævnet kom der løbende nyttig information via mail til deltagerne.
Særligt vil vi fremhæve de engelske officials. De var meget venlige og imødekommende. De gjorde sig bekendt, med hvor vi havde vores pladser og kom i god tid for at hente os til de enkelte discipliner. Det var tydeligt at mærke, at de var til for os og for at give os en god oplevelse.
Med så mange deltagere og discipliner kunne man godt forestille sig forsinkelser og mange ændringer i planen, men sådan var det ikke. Alt blev afviklet efter planen og ikke mindst til tiden. Efter løbene gik der ikke længe inden vi kunne se placeringer, de nye heat eller resultater.
Allerbedst var dog den stemning, der var mellem de enkelte ryttere og nationer. Det var helt fantastisk at mærke, at alle var glade og motiverede. På tværs af nationaliteter, kultur og evner blev der snakket og udvekslet historier.
Konkurrencen ved VM-masters
I det følgende er det Kim, der fortæller om løbene set med hans ikke altid pudsede cykelbriller:
Af en eller anden grund bliver jeg altid forbundet med det at køre sprint, og det er til trods for at jeg kun har deltaget i meget få sprint konkurrencer (2 måske 3).
Da jeg ikke vil skuffe omverdenen, træner jeg derfor mest sprinttræning (intervallerne er heller ikke så lange).
Turen til England havde det primære formål at køre sprint og sekundært at deltage i pointløb og scratchløb
SPRINT
Indledningsvis skulle vi køre en 200 meter på tid for at seede rytterne til sprintmatcherne. Jeg kørte på tiden 11.71 sek. (personlig bedste tid 11.35 sek.) hvilket rakte til 7. bedste tid ud af 22 ryttere i aldersklassen 35-39 år. Af de 22 ryttere til start kørte 12 ryttere under 12 sekunder med den hurtigste tid på 11.053 sek.
1. RUNDE
Nå, men så skulle der køres matcher. Min første match var en sandwich med to englændere. Begge englændere havde kørt langsommere end mig på 200 meteren, så alt skulle nok gå. Englænderne havde dog en anden agenda, de ville bruge mig som tilbehør til sandwichen. Mit modtræk var, at presse farten højt op tidligt i løbet for så at håbe på, at de ikke kunne modværge et angreb. Det lykkedes, og jeg kunne relativt nemt køre forbi og komme videre til 2. runde.
2. RUNDE
Inden 2. runde havde dem, der ikke gik direkte videre fra 1. runde kørt en opsamlings runde.
Jeg skulle nu op imod en meget stor tysker og en
børnespisende argentiner. Jeg prøvede generelt inden starterne ikke at lade mig
intimidere af de andre, men denne gang var jeg sgu på røven. Vi gik i gang, og
jeg fandt hurtigt position 2 og havde den meget store tysker (200 meter 11.256) foran, så det så fint ud. Med en halv omgang tilbage lavede jeg desværre en lille
åbning, idet jeg gav lidt afstand til tyskeren og søgte lidt højde. Dette
gjorde jeg som indledning til et angreb. Jeg var maksimum 30 cm over den røde streg, og inden jeg opdagede det, kom argentineren indenom, og pressede mig
længere op i banen. Så var der lige pludseligt langt til mål. Tyskeren lukkede
nu helt op for gassen, argentineren fulgte med, og Kim, tja… han sparede
kræfterne til opsamlingen.
OPSAMLING RUNDE 2
Nu blev det så til 4 mands matcher, og jeg var op imod to fra Canada og en fra USA. Frank Kovacs fra Canada kørte 11,755 sek. indledningsvis og de to andre lige omkring 12 sekunder. Opmærksomheden var nu på Frank, og han fik lov til at køre forrest, mens jeg snuppede position to. Med 1,5 omgange igen lagde jeg pres på, og fangede Frank så han kom bagerst, og så var det bare fartkontrol og til sidst hovedet ned og til mål. Alt vel og videre til semifinalen.
SEMIFINALEN
Nu var det så 2 mands match med ingen andre end min meget store tyske ven. Nå, men på med de hurtige hjul og i gang. Tyskeren Olaf Schnarr ville meget gerne have, at jeg skulle føre, og det ville jeg også gerne. Jeg var desværre ikke modig nok til at styre farten højt nok op, så Olaf udnyttede sin opnåede højdeforskel og sit noget bedre antrit til at lave et hul på 10-20 meter. Jeg kørte røven ud af bukserne for at indhente ham. Tyskeren ville bare videre (sidste 200 m på 11,647), og jeg måtte nu køre om 4, 5 og 6 pladsen i finalen.
FINALEN
Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg havde meget trætte ben og husker bare, at når jeg trådte, gjorde det meget, meget ondt. Sidste års vinder vandt heatet, og jeg kom ind sidst. Black out og en 6. plads var opnået. I den rigtige finale vandt Darren King fra Australien.
Jeg har nu kørt det, jeg vil kalde min første rigtige sprint konkurrence. Det gik godt, og når jeg analyserer på denne har jeg nogle vigtige elementer at tage med til fremtidige konkurrencer. Vigtigst af alt er modet til at køre en sprint match på mine vilkår selv mod farligt udseende modstandere.
POINTLØB
Da vi var mange tilmeldte skulle der køres indledende løb. Om det indledende løb er der ikke så meget at fortælle. Jeg havde blodsmag i munden fra start til slut. Sprint matcherne to dage før havde taget toppen, mellem, og bundstyrken fra mine ben. Jeg var bare færdig og den eneste, der ikke fik point.
SCRATCHLØB
Også her var vi mange til start så der skulle køres
indledende løb. I det indledende løb var taktikken at bruge mindst mulige
kræfter undervejs til for så at placere mig godt i spurten. Det lykkedes, så
jeg var videre til finalen.
I finalen skulle vi køre 64 omgange svarende til 16 kilometer. Der var mange udbrudsforsøg, men kun ét holdt. Det ene forsøg, der holdt, var en rytter fra Argentina, der med en stor vedholdenhed indhentede feltet med 10-15 omgange tilbage. Jeg prøvede til slut, efter jeg havde fået rullet benene af nede bag i feltet, en enkelt gang at se om det var muligt, at invitere nogle ryttere med på en udflugt. Der var kun en, der tog imod invitationen, og det var desværre en gut fra Argentina, der ikke ville deltage i forsøget. Med de ben jeg havde dagen før i pointløbet, turde jeg ikke køre mig helt ud, og vi blev derfor meget hurtigt kørt ind. Resten af løbet kørte jeg med i alt, der bevægede sig for at have en god placering til afslutningen. Min afslutning bar igen præg af min manglende distance træning, så jeg kunne kun komme op til en 5. plads, hvilket gav en samlet 6. plads. Gennemsnitsfarten på løbet var ca. 48 km/t.
I det følgende er det Bernhard, der med sin analyse sætter ord på sine løb:
På trods af min korte fortid om triatlet, er det blevet det
hurtige og eksplosive der fascinerer mig mest. At jeg skulle lægge fokus på
sprint lå således lige for, og så kan jeg ikke se mig selv i rollen som
temporytter. Så med knapt et års erfaring på banen, en god portion motivation
og ikke mindst en jubeloptimisme, var retningen mod Manchester sat. Målet var
klart: 1) Forbedring af min 200m tid, 2) placering i den bedste halvdel og
sidst 3) ikke at falde igennem i min klasse 40 - 44.
SPRINT
Først skulle vi køre en 200 meter på tid for at rangordne rytterne til matcherne. Efterhånden som rytterne blev sendt af sted, kunne jeg mærke nervøsiteten og spændingen stige. Tankerne flød igennem hovedet, kunne jeg køre den rigtige linie som jeg havde lært til træning? Var jeg i stand til at time mit antrit, som jeg havde øvet og meget meget mere? Jeg blev mere og mere spændt og langsomt lukkede jeg mig inde og fik langsomt styr på nerverne. Da det blev min tur var jeg klar og jeg kørte på tiden 11.884 sek. (personlig bedste tid 12.1 sek.) og det gav en placering som 11. blandt de 33 deltagere. Den hurtigste tid blev sat af Wikus Esterhuizen fra Sydafrika i tiden 11.021 sek.
Det var et bevæget øjeblik for mig, at se tiden på tavlen. Måneders træning, smerte og glæde blev udløst på et splitsekund.
1. RUNDE
Her skulle jeg møde Martin Stephens og Simon Baynes, begge fra England. Inden starten meldte nerverne sig igen. Det var ikke et spørgsmål om jeg ville vinde eller ej. Men jeg var urolig for, om jeg nu kunne huske alt det, jeg havde lært under træningen. Der var lige pludselig mange ting, der skulle passe sammen. Men da Kim holdt mig på linien og sagde at der ikke var noget der hed ”Fribilletter”, en metafor eller læresætning, vi havde under vores træning, var jeg atter klar. Matchen blev skudt i gang og jeg tog 2. position. Herfra kunne jeg bevare overblikket og ikke mindst bevare initiativet over for den stærkeste rytter. Det lykkedes mig at udnytte banen, løbende forbedre min position sidst men ikke mindst ”smække døren” da jeg blev angrebet fra 300m mærket. Herfra stod den på fart kontrol og til sidst hovedet ned og tryk på til stregen, hvor jeg kom over først.
2. RUNDE
I anden runde skulle jeg køre imod en anden dansker, nemlig Jesper Schack og den 2. hurtigste i feltet Stephen Hill fra USA (200m i tiden 11.025). Opgaven var klar, det var Stephen jeg skulle holde øje med. Jeg var lidt i tvivl, om hvordan jeg skulle løse opgaven, men jeg ville hægte mig på Stephen, da han var den hurtigste, og hvis muligheden bød sig, vil jeg forsøge at kontrollere ham. Jesper havde en anden plan. Han stak relativt tidligt og Stephen gav ham lidt snor. Men for at Jesper ikke skulle få for langt forspring, blev tempoet skruet op, og det begyndte at gå stærkt. Med lidt over 300m til mål sætter Stephen et kraftigt angreb ind på Jesper. Her var jeg ikke helt skarp, så jeg mistede hurtigt 5 meter. Jeg kunne ikke hente det tabte, men jeg kunne side med. De sidste 200m bliver kørt i tiden 11.700 noget hurtigere end min personlig bedste tid, så der var ikke meget at gøre og 2. pladsen var en realitet.
Opsamlingsrunden.
I det, som skulle vise sig at blive min sidst match, skulle jeg op mod 2 italienere. Den ene var hurtigere end jeg og den anden lidt langsommere. Denne gang ville jeg forsøge at kontrollere deres fart. Med 270m til stregen satte jeg et angreb ind og tog føringen. Jeg fik slået et hul, men i sidste sving kom de begge op på siden af mig. Det fik mig til at give det sidste jeg havde, og i opløbet kunne fornemme den ubehagelige smag af blod, og selv om jeg formåede at holde presset, blev jeg desværre slået knebent på stregen.
Dermed var min første sprintmatch forbi. Lige da det var sket, var jeg lidt ærgerlig, men her et par uger efter er jeg tilfreds med resultatet og ikke mindst af min indsats.
Jeg har lært meget og det vil være for omfattende at liste det hele her. Men det vigtigste er ”Der findes ingen fribilletter”. Uanset din plan, skal du yde en velovervejet, fokuseret og betydelig indsats for at vinde. Du kan ikke tro, at det bare kan afgøres i sidste sving. Yderligere er ”Fartkontrol” et vigtigt element. I fart kontrollen mødes fysik, taktik og psyke en giftig cocktail hvis du behersker det.
POINTLØB
Der var rigtig mange tilmeldte og derfor skulle vi køre kvalifikationsløb. Det blev et lidt underligt løb. Jeg følte at jeg var her, der og alle vegne i feltet, men bare ikke på det rigtige sted, for jeg fik ingen point. Men da den sidste omgang oprandt, havde jeg en fornemmelse af at jeg nok skulle være blandt de 15, der gik videre. Jeg havde mindst 8 ryttere bag mig, men desværre skulle det vise sig at flere af dem havde taget en omgang og jeg måtte derfor tage til takke med en 16. plads og den gav desværre ikke adgang til finalen. Det kunne godt være, at jeg kunne sidde med og køre både tilbage og frem i feltet, men overblikket manglede.
SCRATCHLØB
Igen var vi mange til start så der skulle køres indledende
løb. Jeg kom jo ikke videre i Pointløbet, så nu skulle det være. Jeg lagde en
plan - jeg besluttede mig for at være i den forreste 1/3 del af feltet hele
løbet og så ville jeg køre med spidsen hjem. Det var da simpelt og lige noget
for mig. Det skulle vise sig at være en god plan – altså halv god. Det lykkedes
mig at blive i forreste 1/3 del, men da spidsen kørte var kræfterne brugt op og
der var ikke mere i benene. Så igen måtte jeg se mig sat uden for det gode
selskab. Surt show!!. Men selve løbet var et fint og godt kørt løb, der var
rigtig mange facetter i det og selv om jeg ikke gik videre, har jeg gjort mig
nogle gode erfaringer.
Vi var ikke de eneste danskere der deltog i stævnet. I denne sammenhæng vil vi bede jer der har interessen om at gå ind på http://www.cyclingmasters.com/ for at se hvordan vores venner Peter Tranberg, Jesper Schack og Carl Erik Nielsen klarede det. Som teaser kan vi nævne, at det er to tidligere verdensmestre og et arbejdsomt håb, der er tale om. De gjorde det godt. Ikke mindst på banen, men de var også nogle rigtig gode cykelkammerater, der støttede os under vejs. Når vi kørte kunne vi tydeligt høre deres tilråb og efter løbene var det rart at blive modtaget af positive og glade danskere. Både Peter og Carl Erik havde deres koner med, så der blev også tid til andet en cykelsnak.
Epilog
Vores gode oplevelse er ikke skabt alene af rammerne for stævnet eller vores egen indsats. Den skyldes især den støtte vi har fået i træningen op til stævnet. De mange cykelkammerater, som har hjulpet og gidet træne sammen med os, har været en glæde. Det sociale samlingspunkt, vores lille ”kage-ordning”, har været med til at holde modet oppe, når de gode resultater udeblev.
Vi vil også gerne benytte denne lejlighed til at takke for den uopfordrede opmærksomhed som Ole n Kjeldsen gav os i form at ekstraordinær træningstid inden afrejsen.
At der er personer i klubben DBC, der af egen vilje tager initiativ til at komme med løsningsforslag til forskellige problemstillinger, giver en følelsen at være medlem af en KLUB.
Vi ved godt, at denne situation ikke danner præcedens for fremtiden, men vi ser det som en invitation til løsning af de opgaver vi har i en så bredt favnende klub som DBC, hvor der både er plads til eliten og så til os, som bruger banen som en adspredelse i dagligdagen.
I cykelverdenen er det ofte en selv, der ved bedst og frem til halvanden måned før afrejse var det da også vores egen frie fantasi, der satte dagsordenen til træningen.
Vi kan kun sige, at efter vi kom i Brian Dandanells hænder, viste det sig, at vi nok skulle have holdt os til at skrive eventyr. Harry Potter ville måske få konkurrence! Fantasien fejlede da i hvert fald ikke noget.
I starten var ord og begreber som; fart-kontrol –
mellemaccelerationer – positionering og ”en sim-sa-la-bim” totalt ukendte, men
det lærte vi! Hertil kommer det taktiske spil i en sprint-match, som vi også
fik trænet. Brian er en energisk og begejstret træner, som gerne øser af sin
erfaring hvis du er klar til at levere indsatsen. Hans temperament og
udstråling smitter og i samarbejdet fik vi en gensidig respekt for hinanden og
vores evner. Under vejs oplevede vi frustrationen over manglende fremgang og
resultater, men på sin egen måde gav Brian os små succesoplevelser, der
genskabte lysten og glæden i sporten. Brian viste os vejen.
De næste 3 år holdes VM for veteraner i Sydney, Australien – der er lidt langt væk, men der holdes EM for veteraner i Manchester i 2007. Om turen atter går til Manchester ved vi ikke endnu, det må den nærmeste tid vise.
Hvis I er nogen derude (ET phone home), der har fået interesse for at høre mere om vores oplevelser, så stik jeres lysende finger i vejret, så giver vi med glæde vores erfaringer videre.
Kim og Bernhard Franzpötter